Kirken blogger

Koncert: ”Sange fra hjertet“

AF: PR-AFD., DEN 16. JUNI 2025, FOTO: XENIA THORMANN

Skulle man uddele stjerner, ville koncerten “Sange fra hjertet” i Helligtrekongers Kirke i går få 5 ud af 5 stjerner. Det var en smuk, smuk sommerkoncert, hvor hele følelsesregisteret blev berørt: opsætningen med stemningsfulde videoer, der understøttede følelserne i sangene, skiftende farver i baggrunden, et fabelagtigt orkester, 40 fantastiske korsangere og ankermanden, den superdygtige organist, pianist og dirigent Jakob Lau Grove.

Forud for koncerten havde Jakob til lejligheden samlet de 40 korsangere, som havde haft “sang-lektier”, hvor de hver især havde øvet og forberedt sig hjemme, inden de første gang, for en måned siden, mødtes for at synge sammen. Det var således et projektkor og et projekt kendetegnes jo ved at være en arbejdsopgave, der kræver forberedelse og deltagelse af mange personer. Den grundige forberedelse og de mange sangere havde bestemt taget arbejdsopgaven til sig, for sangen – ledsaget af musikken – indtog og fyldte det runde kirkerum i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk i går aftes.

Jakob havde sammensat aftenens program som en rejse gennem livets mange faser og følelsesmæssige stadier, inspireret af Disney-filmen ”Inside Out“, hvor et følelsesmæssigt ”team“ hjælper hovedpersonen gennem stadierne. På samme måde strakte denne koncert sig følelsesmæssigt gennem livets overgange og stadier fra ånd, fødsel… over bla. svigt og glæde… videre over stillingtagen mm. for sluttelig at ende med håb, hvor Jakobs egen komposition “Som et svagt lys i det fjerne” blev fremført af hele koret. En af de fremmødte koncertgæster, en 21-årig pige udtalte:
“Det var alle sange og følelser, vi kender og de kom helt ind under huden på en. Især da Jakob afslutter med sin egen sang om håb, hvor han ligesom personligt indgår i koncertens tema.”

Koncerten var en fin blanding af solister og kor, der fremførte sangene og de var alle medvirkende til den stærke følelsesmæssige rejse, som publikum blev inviteret med på. For hvem kan ikke relatere til Stevie Wonders ”Isn’t she lovely“, når man står med en lille nyfødt på armen, også selv om den nyfødte er en ”he“. De nyfødte er skønne! Eller sangen om beslutsomhed ”Stand up“ af Cynthia Erivo hvor hun synger: ”Calling me to answer, Gonna keep on keepin' on.“ Denne svære beslutning, der kræver vedholdenhed for at overvinde forhindringerne, selv om den lette udvej ligger på lur. Vi kender det hele og netop derfor var koncerten også vedkommende, fordi vi, afhængig af alder, kan relatere til de flere af de følelsesmæssige stadier i rejsen.

Så med denne koncert blev sommeren skudt i gang på smukkeste vis – og med inspiration til lidt livsrefleksion i sommermånederne. God sommer og tak for en dejlig koncert.