Kirken blogger

Seneste blog: 80-årsdagen for Danmarks befrielse og fred mellem nationer og mennesker

AF: SOGNEPRÆST OLIVER STUHR, DEN 5. MAJ 2025

Danmarks Befrielse

I søndags, på 80-årsdagen for Danmarks befrielse, var Helligtrekongers kirke fyldt til randen med mennesker i alle aldre. Alle var samlet i ånden om fred mellem nationer og mennesker og vi mærkede musikkens magiske evne til at tale til enhver uanset baggrund og politisk overbevisning. Flygtninge-koret Ukranian Soul gæstede igen i år Vallensbæk med et rørende og stærkt musikalsk program, sange fra deres hjemland, som gik lige i hjerterne på de mange fremmødte.

Baggårdens Stemmer, kirkens sangfællesskab, bød velkommen ved at synge HC. Andersens ”I Danmark er jeg født”. En sang HC. Andersen skrev, fordi han på sine udlandsrejser længtes hjem til Danmark. Budskabet, at det er, når vi er længst væk fra vores ophav, at vi allermest mærker vores identitet og tilhørsforhold, rakte lige ind i de ukrainske flygtninges situation og på den måde fik vi i Vallensbæk vist vores forståelse og medfølelse for deres landflygtighed.

Efterfølgende var menighedsrådet giver og vært for spisning for alle. Stemningen var i top, både blandt børn og voksne og det var en både vedkommende og dejlig måde at markere 80-året for Danmarks befrielse på.